-------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: Johannes Horn Nielsen Family Mother: Lene Marie Pedersen
-------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: Unavailable Family
-------------------------------------------------------------------------------- Messages: Record submitted by a member of the LDS Church. The record often shows the name of the individual and his or her relationship to a descendant, shown as the heir, family representative, or relative. The original records are not indexed, and you may have to look at the film frame-by-frame to Finlandd the information you want. A family group record for this couple may be in the Family Group Record Collection; Archive Section. (See the Family History Library Catalog for the film number.) These records are alphabetical by name of the father or husband.
-------------------------------------------------------------------------------- Source Information: Film Number: 456584 Page Number: Reference number:
-------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: METTE KIRSTINE HENRIKSDR Family Marriage: 20 NOV 1851 Lonne, Ribe, Denmark
Husband Age at Marriage: 26 Wife Age at Marriage: 23
-------------------------------------------------------------------------------- Messages: Extracted marriage record for locality listed in the record. The source records are usually arranged chronologically by the marriage date.
-------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: Johannes Horn Nielsen Family Mother: Lene Marie Pedersen
-------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: Unavailable Family
-------------------------------------------------------------------------------- Messages: Record submitted by a member of the LDS Church. The record often shows the name of the individual and his or her relationship to a descendant, shown as the heir, family representative, or relative. The original records are not indexed, and you may have to look at the film frame-by-frame to Finlandd the information you want. A family group record for this couple may be in the Family Group Record Collection; Archive Section. (See the Family History Library Catalog for the film number.) These records are alphabetical by name of the father or husband.
Bemerkung: Øjenvidneberetning af Jens Kristian Tamsen:
Jens Kristian Tamsen (Thomsen), Søn af Husm. og Fisker Thomas Femmer (Jensen) paa Bork Mærsk, nu Husm. og Klitfoged i Lønne Klit, 68 Aar gammel, har efter Opfordring beskrevet en Havtur den 9 April 1876:
Efter de sædvanlige Forberedelser gik vi om Bord for at tage ud paa en Havtur. Vort Skib var et skrøbeligt men jævnt stort Havskib, bygget af to Baadebyggere paa Klegod: Kræ Look (Kristen Kristen) og Pæ Mogensen. Et Kendingsnavn . for Skibet var »æ Tyr«. Skibets Sejl var »taanet« (farvet) mørke og brunlige, kun Topsejlet var hvidt. Vort Storsejl var kendeligt paa, at det ikke som saa mange andre Skibes Storsejl var høj i »æ Sprødnok« (det øje i Storsejlet, hvor Spydstagen er sat). Vi var syv Mand i Baadelaget, og vor Fører var Anders Kristensen af Nr. Lyngvig. Storsejlet blev sat og Aarerne lagt ud. for Vinden var imod, og vi kunde ikke sejle til Udløbet. Kl. 1 om Natten var vi udenfor, og Vagten blev sat. Vor Kurs er Vest, en Streg til Nord. Vi er to Skibe i Følge, begge fra Nymindegab. Det andet Skib er »æ stuer Opstikker«, Fører Kræ Opstrup (Kristen Nielsen), der sejler ud med samme Kurs. Under 4. Vagt forandrer Kræ Opstrup Kurs og sejler en Streg mere til højre. Vi holder Skibsraadog bliver enige om at sejle videre med uforandret Kurs. Vi har en let Brise af Sydvest, og da vi antager, at vi er naaet 4-5 Mil ud, forbereder vi os paa at sætte vore Bakker. Under Stilhed fremsiges de sædvanlige Ord, og de 24 Bakker bliver sat. Da det er Ruskregn, og Vindstyrken tager til, Finlandder vi det klogest straks at begynde at dreje Bakkerne. Da vi har faaet de 16 Bakker ind, har vi en stiv Kuling af Sydvest, og da vi har langt til Gabet og maa sejle med Sidevind. bryder vi Linen og lader de 8 Bakker staa. Vi sætter alt det Sejl til, som Skibet kan bære, og det skyder en god Fart hjemad. Da vi har sejlet en Time. siger Føreren: »Vi maa give Storsejlet 3 Reb«. Dette sker, og atter sejler vi i en høj Sø. For at naa Gabet har vi sejlet i Sydøst, men da Vinden er Sydvest, bliver det snart for farligt at sejle med Siden til Søerne; thi vi er udsat for at kuldsejle. Vort Skib kan ikke bære de Sejl, det har oppe. Vi maa have »æ Sprød«, (Sprydstagen i Storsejlet) taget ned og Storsejlet dannet om til et kileformet Sejl, og vi maa styre lige mod Land. Farten øges, som Stormen tager til, men Faren for os er mindre. Vi ser Kræ Opstrup et langt Stykke til Luvart. Han styrer samme Retning som vi, og han naar ind paa os, da hans Skib kan bære mere Sejl. En vældig Sø indhenter os, og den fylder vort Agterskib med Vand, hvorved vor Forstavn hæves, og Masten peger skraat bagud. Vi slaar »Skotterne« (Skillevægene) ned, for at Vandet kan fordeles over hele Skibet, og vi faar travlt med at øse. Det gaar for langsomt med Skovlene, og Spande har vi ingen af. Vi griber derfor Madkaserne, som flyder om i Lasten, og de kommer til at gøre god Nytte. Efter en halv Time kan vi sejle igen, men nu er Stormen bleven saa stærk, at Skibet kun kan bære en torebet Fok. Vi spejdede efter Land, og efter fire Timers Sejlads faar vi Land i Sigte. Vi mener, at vi er ud for Skodbjærge mellem Bjerregaard og Havrvig, ca. to Mil Nord for Nymindegab. Da vi nærmede os Landet, ser vi kun Braadsøer foran os. Vi bereder os paa, hvad der kan ske, og trækker Støvlerne af. Vejen er os vist, saa lige ind som muligt, og Agterstavnen mod de høje og mægtige Søer. Vi slap heldig over yderste Revle, og vi er nu nær ved Land. »Aa!«, siger en af vore Folk, »der fik Kræ Opstrup for meget«. Vi ser alle tilbage. Paa yderste Revle var Skibet forsvundet, begravet i en vældig Sø Et Øjeblik efter ser vi Skibet ligge paa Siden. Vor Fører raaber højt: »Nu passer enhver sit! Vi kan ingen Hjælp yde, og nu faar vi snart den sidste Sø. Jeg ved, at vort Skib er ret hængt (stillet), men jeg vil, at I skal se det«. En mægtig Sø naaede os. Vor Agterstavn blev hævet meget højt, og derefter for Skibet ned, som om det vilde gemme sig i Havet, men stødte saa haardt mod Strandbredden, at vor Topsejlsstang, som var fastgjordt til Klyverbommen, stødte mod Skibets Bund og gik ud mellem et Par »Svøb« (Bundfjæl). De to Mænd, som havde Plads i Forstavnen, da Skibet stødte, sprang fra det og kom lykkelig i Land. Skibet krængedes om paa Siden og fyldtes med Vand. Vi sprang fra det ud i Havstokken og blev der grebet af de to Mænd, som først var kommet i Land. De tog hverandre i Hænderne, og den yderste kunde vove sig langt ud, stolende paa den og dem, som stod højere oppe. Vore Blikke rettedes efter Kræ Opstrup. Vi saa Skibet drive indenfor yderste Revle. Det drev saa rask imodNord, som en Mand kan gaa, og vi fulgte det. Peder Stage løb til Havrvig for at gøre Mandskabet ved Redningsstationen bekendt med Ulykken. Længe saa vi de to Mænd, der sad paa Siden af det krængede Skib. Men saa gik Skibet rund, som vi siger. Masten knækkede, og de to Mænd forsvandt. Kort efter drev det døde Havskib i Land, og tavse saa vi, at ikke et Menneske fulgte det. - Der blev sendt Bud til Redningsstationen, at der var intet for Mandskabet at udrette.
Mandskabet, som druknede, bestod af følgende Mænd:
Skibet ejedes af Gaardm. Anders Pedersen paa BorkMærsk, der selv havde været Fisker og Fører af dette Skib.
Vi gik tavse tilbage til vort Skib og fik det bragt længere op paa Strandbredden. Saa gik vi til Bjerregaard, hvor vi fik tørre Klæder og varm Mad. To Mænd blev tilbage paa Bjerregaard. De bragte Fisk og Redskaber fra Havet til Fjorden, hvor saa en Baad fra Gabet skulde hente det. - Vort Skib blev gjort i Stand, og en Dag i godt Vejr hentede vi det og sejlede det hjem i Fiskerlejet.
Kilde: Fiskerne ved Nymindegab - Bog af Torben Klinting
Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.
Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset. Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.
I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.
I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.
Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.
Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.
Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet! Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.
Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks. En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.
Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten. Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.
Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.
Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv. Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.
Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne. Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.
Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort (altså forhekset) fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig. En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.
I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.
Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.
Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn (dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke). Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.
Ahnendiagramm
Familienbuch Diagramm
Kreisdiagramm
Lebenspannenanzeige
Nachfahrenbaum
Pedigree Map
Sanduhr-Diagramm
Stammbaum
Statistiken
Verwandtschaftsberechnung
Archive
Familien
Familienzweige
Gemeinsame Bemerkungen
Hierarchie der Orte
Multimedia
Personen
Quellen
Tag zeigen
Normale Suche
Kontakt für technische Fragen
27
Datensatz dem Sammelbehälter hinzufügen
