14. april 2000 01:00

Ved Ella Lynges død skriver Søren Dosenrode-Lynge følgende mindeord: Den 11. april døde Ella Alyth Lynge 73 år, i Smørum, efter en kort tids sygdom. Hun var en ægte amagerkaner, hvis far var en Zibrandtsen og mor en Wybrandt. Den hollandske arv betød da også meget for hende livet igennem. Som en der er født i 1926, oplevede hun 30'ernes depression, 40'ernes besættelse, hvor hun var frivillig meldevagt, 50'ernes omstilling, og de seneste årtiers voksende velstand. Som hustru til en sømand blev hun hærdet, men det ændrede ikke hendes opofrelse for, og kærlighed til den syge mand, og efter hans død opdragelsen og senere hjælp, støtte og kærlighed til deres eneste barn. Hun tilhørte den generation, der byggede det Danmark, vi i dag som en selvfølge accepterer, og som vi står i dyb taknemmelighedsgæld til. Hun ydede sit bidrag uden at glemme, at familien og Gud var det vigtigste. Æret være hendes minde. Ved Erhardt Riis' død skriver beboere og medarbejdere på Møltrup Optagelseshjem følgende mindeord: Ved det gode danske ord »djærv«, som betyder både folkelig og modig, faldt tanken altid på Erhardt Riis. Hans urokkelige tro, og dermed også på det gode i ethvert menneske, og hans kamp mod alkoholens forbandelse for bestemte mennesker, gjorde ham for mange til et fast ankerpunkt gennem velfærdsbølgen i 60'erne og 70'erne. Han var den første dansker siden Larsen-Ledet, som turde stå frem og bruge sig selv som eksempel på striden mod alkohol. Da han langt om længe indså, hvad en højere magt ville bruge ham til, afhændede han al rigdom i skibe og huse og begyndte et sandt korstog i form af tusinder af foredrag på skoler og i forsamlingshuse. Det var i en tid, hvor kommunikationen foregik ansigt til ansigt, og for mange blev Erhardt nærmest en virkelighedsgørelse af »Fiskerne«. Hvad Erhardt og hans uvurderlige hustru Inga har betydet for tusinder med alkohol-problemer, kan ikke måles. Utallige er de gange, hvor de i deres lille rækkehus i vestjyske Tarm gav husly til en fortabt. Om det så var deres elskede hunds hus, blev det brugt til overnatning for folk! På Møltrup havde Inga og Erhardt deres »retræte«, som de kaldte det, gennem regelmæssige Torsdags-møder. De blev en institution, og kom til at betyde meget for en række beboere, der stadig taler om dem med glæde. Erhardt vil for os altid stå som en ægte stridsmand af kød og blod. Æret være hans minde.
Kilde: Kristeligt Dagblad