-------------------------------------------------------------------------------- Event(s): Birth: Christening: 11 MAR 1810 Gammelsogn, Ringkobing, Denmark
Death: Burial:
-------------------------------------------------------------------------------- Parents: Father: Simon Envoldsen Family Mother: Rebekke Kirstine T Berg
-------------------------------------------------------------------------------- Messages: Extracted birth or christening record for the locality listed in the record. The source records are usually arranged chronologically by the birth or christening date.
Note: Skifte efter Simon Enevoldsen afholdes 22. januar 1816 under Sogaard gods.
◦Arvinger er enken Rebekka Kirstine Tafteberg og børnene: Enevold, 8 år, Anne Margrethe, 12 år og Anne Catrine, 6 år.
Enkens laugværge er kirkesanger og skolelærer Sand fra Holmsland.
Børnenes formynder er deres farbroder Jep Enevoldsen af Haurvig.
Boets indbo registreres (bl.a. et stueur med hus til 35 rd.), den afdødes gangklæder vurderes til 150 rd. Af kreaturer er der 3 køer à 50 rd. og 17 får og lam til i alt 102 rd. Fiskerbåde og fiskeredskaber vurderes til 88 rd.
Til boet hører følgende ejendomme: 1. en ejendom i Nørre Haurvig af htk. 0.0.1.11/8, efter skøde af 12. december 1799, vurderet til 250 rd. 2. en ejendom i Nørre Haurvig af htk. 0.0.1.19/10, efter skøde af 13. juni 1801, vurderet til 140 rd. 3. en ejendom i Aargab af htk. 0.2.3.19/28, skøde fandtes ikke, vurderet til 150 rd.
Endvidere har boet til gode hos Ole Nielsen i Aargab 199 rd. efter obligation af 13. juni 1808, omskrevet til 159.1.31/5 sølvværdi, der efter bankloven udgør i navneværdi 298.3.0. rd.
Boets samlede intægt er 1671.5.8 rd.
Skifteomkostninger: 51.5.8.rd.
Til deling: 1620.0.0 rd., der deles lige med 810 rd. til enken og 810 rd. til børnene, idet enken giver afkald på sin broderlod.
Fra de 810 rd. trækkes den efter forordningen af 8. februar 1810 påbudte afgift på 5½ %. De resterende 805.5.12 rd. navneværdi omskrives til 429.5.0 rd. sølvværdi. Sønnen arver 214.5.8 rd. Døterene hver 107.2.12 rd.
Enken erklærer, at hun ikke er i stand til at udrede arvesummerne uden at stille sit indbo på auktion, og at hun ikke kan stille anden sikkerhed end det registrerede, hvilket skifteretten ikke fandt tilstrækkeligt, hvorfor enken erklærede, at hun ville forbinde sig til at levere enhver af børnene en del klædningsstykker og andre naturalier til den tid, de bliver myndige eller i den stand, at de kan modtage samme, imod at der afgår så meget i den udlagte arv, som disse naturalier efter en billig vurdering kan beløbe sig til.
Skifteretten fandt dette forslag antageligt og fordelagtigt for børnene på grund af pengevæsenets ustadighed og ringe værdi.
De blev således enige om, at børnene skal have følgende klædningsstykker og naturalier:
Sønnen Enevold: et nyt egechatol med lås og beslag til 30 rd, en blå trøje af klæde eller fint hjemmegjort tøj med to dusin sølvknapper og et par do. bukser til 15 rd, et sæt klæder af samme slags tøj, nemlig kjole, vest og bukser til 16 rd, et sæt do af hjemmegjort klæde, enten sorte eller af farvet kulør efter den tids brug til 10 rd, fire hørgarns skjorter til 8 rd, en god ny hat til 2 rd. 3 m, et par nye støvler til 12 rd, to silke- og to bomuldstørklæder til 6 rd. 2 m. 8 sk, et par sølvskospænder og et par do knæspænder, vægtig omtrent seks lod til 15 rd, to lagener til 20 rd. Værdi i alt: 134.5.8 rd.
Til hver af de to døtre: en ny egedragkiste med låse og beslag til 25 rd, en sort stofkjole til 9 rd, en sirtses kjole til 9 rd, et sæt blå klæder af hjemmegjort tøj til 7 rd, et sæt stribet kætils ? do. til 6 rd. 2 m. 12 sk, en god ny seng, bestående af to dyner, to puder, til 20 rd. Værdi i alt 67 rd. 12 sk.
Når foranførte fradrages de hver især tilfaldne arvelodder tilkommer der Enevold 80 rd. og døtrene 80 rd.
Arvelodderne indestår i boet mod 1. prioritets panteret i samtlige enkens vurderede ejendomme, samt i obligationen fra Ole Nielsen. Slutningen af skiftebrevet tinglæses.
Der svares ingen renter af arvesummerne før børnenes fyldte 18. år. Kapital og renter udbetales efter et halvt års opsigelse. Enken forpligter sig til at sørge for børnenes opdragelse og underhold. Hun giver hver af døtrene, når de flytter, foruden det ovenfor anførte, fornødne og anstændige daglige klæder samt linned og væv og gør deres bryllup efter egnens skik og brug. Enken lover at holde skifteretten anger- og kravsløs.
Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.
Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset. Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.
I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.
I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.
Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.
Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.
Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet! Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.
Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks. En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.
Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten. Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.
Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.
Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv. Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.
Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne. Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.
Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort (altså forhekset) fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig. En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.
I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.
Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.
Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn (dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke). Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.