Simon Andrup Simon Andrup  ‎(I1095)‎
Navn:
Simon Andrup

Køn: MandMand
      

Død: 5 august 1779 Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Fakta og detaljer om personen

Erhverv købmand i Lemvig


Kilde: Esben Graugaard, Museumsinspektør Holstebro museum, cand. mag.

Død 5 august 1779 Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK

døddød


Begravelse 13 august 1779 ‎(8 dage efter død)‎ Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Kirkegård: Lemvig

Sidst ændret 11 marts 2011 - 20:06:02 - Sidst opdateret af: Lodberg
Vis detaljer for ...


Nærmeste familie  (F491)
Kirsten Stabye
1722 - 1755
Elen Magrethe Andrup
1753 -

Nærmeste familie  (F848)
Karen Øllgaard
1738 - 1816
Rasmus Ølgaard Andrup
1769 - 1843


Noter

Note
For 1800-tallets mennesker gjaldt værdier som flid, fornuft og borgerpligt som en rettesnor i livet. Her møder vi købmandsslægten Andrup – Simon Andrup der etablerede sig i Lemvig omkring 1750, hans søn Rasmus Ølgaard Andrup der drev den store købmandsgård fra 1796 til 1840, og hans søn igen, Andreas Witalius Andrup, der videreførte og udvidede forretningen indtil sin død i 1869. Særlig den sidste var en virksom borger, der med evner og energi lagde sin arbejdskraft i fælles sager som dyrskue og anlæg af havn. I udstillingen kan man se det store skænkeskab fra købmandsgården, hvor kunderne i mere end hundrede år blev beværtet med en snaps og et stop tobak til piben, og et Finlandt spejl, hvis nu tågede glas engang spejlede ansigterne på den unge købmand Rasmus Ølgaard Andrup og hans brud Sophie Dorthea.

Kilde; ­http­://­www­.­lemvigmuseum­.­dk­/­udstlemhist1­.­htm­

Note
Lemvig Bymark og Vinkelgårdene i Heldum sogn
Enkeltelementer
Bymarksdige, gårddige, gårdene Nørre og Sønder Vinkel, det åbne bakkeland og udsigten mod Tørring Kirke.
Fortælling
Tværs over Lemvig Golfbane omkring 200 m fra bebyggelsens grænse ved den nordligste ende af Vinkelvej Finlanddes et uanseligt øst-vestgående dige med forblæste træer. Særlig ved digets vestligste del har det snarere karakter af en grøft med en lille vold indenfor. Det er det gamle bymarksdige mellem Lemvigs bymark og Heldum Sogns jorder. Bymarksdiget nævnes i en beskrivelse fra 1754 som nordgrænse for den såkaldte Store Toft i Lemvig Bys Nørmark; det kaldes her ”Skielsmisdige”. I samme kilde omtales ”den nørre Adelvej”, hvis forløb falder sammen med den nuværende villavej Ydunslund. Store Toft tilhørte i midten af 1700-tallet en meget rig købmandsenke ved navn Anna Maria Madsdatter ‎(kaldt ”Fru Kammerråds”)‎. Efter hendes død i 1759 blev det købt af købmand Simon Andrup, der i 1790 solgte toften til avlsbruger Niels Munk, der opførte gården Nørmark. Denne gårds stuehus ‎(en senere bygning fra slutningen af 1800-tallet)‎ ligger stadig som det yderste i den bymæssige bebyggelse. Sammenhængen mellem bymarksdiget, gården Nørmark, det gamle vejforløb og det åbne land ‎(der er bevaret fri for bebyggelse og anvendes som golfbane)‎ giver et enestående indtryk af 1700-tallets bynære landskab.
Dette indtryk forstærkes af udsigten over det åbne bakkeland mod gårdene Sønder og Nørre Vinkel i Heldum Sogn og over mod den højtliggende Tørring Kirke. Heldum Sogn er ét af landets mindste, men med særdeles god græsningsjord og enge omkring Hornsø. Helt tilbage til 1600-tallet var sognet delt mellem seks gårde, der ofte tilhørte handelsmænd i Lemvig. Her opdrættede de stude til salg. De største gårde var Sønder Vinkel og Nørre Vinkel. Sønder Vinkels velbevarede stuehus er opført 1838 af storbonden og studeopdrætteren Niels Munk Breinholt. Staldlængerne er opført 1920 i Bedre Byggeskikstil med en ny ladebygning mod syd. Gården drives stadig som landbrug. Nørre Vinkels stuehus er bygget 1841, ligesom Sønder Vinkel af store hårdtbrændte mursten. Gårdens store lade er bevaret, skønt noget ombygget. På denne gård drives der nu hotel. Tværs over marken ‎(d.v.s. golfbanen)‎ syd for Nørre Vinkel løber i øst-vestlig retning et stort jorddige; det stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet, da den nu nedrevne gård Øster Vinkel blev skilt ud fra Nørre Vinkel.

Note
Lystanlægget ved Vestbakkerne

Fra Vestbakkerne har man Sagnet om Bonden fra Lemvig, der skulde vise de svenske fjender Vejen til Lemvig og førte dem i strakt Galop i Nattens Mørke ud over Skrænterne, saa de styrtede ned og druknede i Fjorden. Skrænterne laa da nøgne hen, og saaledes laa de til Midten af forrige Aarhundrede.De betragtedes som Byens Eje og udlejedes af Byen, som derved havde en Indtægt. I 1771 var Brugsretten af Bakkerne udlejet til Købmand Simon Andrup, som gav 34 Rdl. 58 Sk. derfor til Byens Kasse, og i Regnskabet for 1772 oplyses det, at der 24. Juli 1753 var truffet Afgørelse om, at Vestbakkerne var henlagt til Byen. Andrup har antagelig syntes, at han Aaret før havde haft for lidt Udbytte af Faarenes Græsning i Bakkerne, saa dette Aar gav han kun 3 Rbdl. 1 Mk. for samtlige Bakker.
Paa en Tegning fra 1851, som Finlanddes i Lemvig Museum, ses det, at Bakkerne endnu ikke havde et eneste Træ. Billedet har af kendte Bygninger den gamle Købmandsgaard, hvor nu Gerholts Vognmandsforretning er, og Saltværket, som ligger ensomt længere mod Nord. Naar man da vestfra skulde ind i Byen, kørte man Nord om Købmandsgaarden og i Strandkanten, til man naaede de første Huse på Nordsiden af Vestergade. Paa nævnte Tegning ser man et Studekøretøj ase sig frem i Strandkanten ind mod Byen.
Hvorledes fandt man saa paa, at Bakkerne skulde beplantes ? Ja, det var den i Landbrug saa interesserede Herreds- og Byfoged Baron Rosenkrantz, som ved et Møde i Borgerrepræsentationen den 9. august 1855 ''foreslog at anvende den Byen tilhørende Del af Vestbakkerne fra Skjardiget henimod Gaarden Nr. Vinkel til Saltværket til Træplantning''. Kommunalbestyrelsen vedtog med det samme at antage Byfogedens forslag. det traf sig nemlig saa heldigt, ''at samtlige Lejekontrakter Vesterbakkerne betræffende i Aar ere udløbne''. Henimod Saltværket var der nogle Sandgrave, men de skulde foreløbig henligge til Byens og borgernes Afbenyttelse.
Der gik dog nogle Aar, før der kom Gang i Arbejdet. Byfogeden blev forflyttet, og Pastor Kaarsberg, som ogsaa var med i arbejdet, blev svagelig og kunde ikke være med i noget ud over Præstegerningen. Men saa i 1860 tog A. W. Andrup og Fabrikant Andr. hansen fat paa egen Haand. Af det Opraab til at yde frivillige Bidrag, som nu blev sendt rundt i Byen, ses det, at der i baronens Tid var sendt Lister omkring i Byen til Tegning af Bidrag til Sagens Fremme, men disse var blevet forlagt af Baronen. En ny Liste blev sendt rundt, og man nærede det Haab, at Byens Borgere vilde vise Sagen velvillig Interesse, saa der kunde komme Gang i Plantningen ''i denne skovløse Egn''. Der blev nu af 40 Borgere tegnet Bidrag, der i størrelse varierede fra 10 Rdl. til 1 mark aarlig i 3 Aar. Man Finlandder her de fleste af de Borgere, som paa den Tid betød noget i Byen.
Da der kom Gang i Plantningen, blev Komiteen alligevel betænkelig ved, at der stadig blev fjernet Sand fra Bakkerne, og den sendte da i Maj 1863 et Andragende til Kommunalbestyrelsen om, at den hidtil stedfudne Sandgravning i Bakkerne maatte ophøre. Samtidig kom der en Skrivelse fra Kirkeværge Hansen, hvori han ''saavel paa Kirkens Vegne som for sit eget private Vedkommende Protesterer mod Sandgravning foran nævnte bakke ud for Kirkens ‎(Grund)‎, der ellers er i Fare for at styrte ned''. Man tog nu Ødelæggelsen i Øjesyn og blev straks enig om, at fra 1. August 1863 maatte al sandgravning i Vesterbakkerne ophøre, og dette Forbud blev bekendtgjort ved en Politiplakat, som Trommeslageren oplæste rundt i Gaderne. ved Andr. Hansens Død i 1865 valgtes Prokurator Hjort til at indtræde i Komiteen i hans Sted.
Nu Havde Sandgraven Fred i nogle Aar, men da man i 1875 skulde tage fat paa at bygge det nye Ting- og Arresthus, kom Entreprenøerne A. Kjærgaard og P. Berg og bad om Tilladelse til at tage den fornødne Mursand i Vesterbakkerne. Det fik de Lov til mod en Betaling af 100 Kr., og saa skulde de desuden forpligte sig til at levere Sand til de af Byens Borgere, som havde Brug for det, udgravet paa Pladsen til 50 Øre pr. Læs. For dette Sand skulde der til Kæmmerkassen betales 25 Øre pr. Læs, og desuden skulde Byraadsmedlem N. Christensen have 8 Øre pr. Læs for Opsyn on Inkassation, saa Betalingen blev i alt 83 Øre pr. Læs.
I 1893 blev der bygget Pavillon med restauration ‎(nedbrændte 1988, herefter er Museet for Religiøs Kunst opført)‎, som var aaben om Sommeren, og senere blev Strandvejen forlænget til Vinkelhage.

View Notes for ...


Kilder
Erhverv Esben Graugaard, Museumsinspektør Holstebro museum, cand. mag.

View Sources for ...


Billeder- og medier

Multimedie objekt
media/Andrup slaegt 1989_107-127.pdfmedia/Andrup slaegt 1989_107-127.pdf  ‎(M342)‎

Multimedie objekt
døddød  ‎(M1204)‎
Type: Bog

View Media for ...


Nære slægtninge
Personens familie med Kirsten Stabye
Simon Andrup ‎(I1095)‎
Død 5 august 1779 Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Hustru
Kirsten Stabye ‎(I1094)‎
Født omkring marts 1722 37 40 Hanning Sogn, Bølling Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død omkring december 1755 ‎(Alder 33)‎ Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
nr.1
Datter
Elen Magrethe Andrup ‎(I1372)‎
Født omkring november 1753 31 Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Personens familie med Karen Øllgaard
Simon Andrup ‎(I1095)‎
Død 5 august 1779 Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Hustru
Karen Øllgaard ‎(I2109)‎
Født 1738
Død 23 august 1816 ‎(Alder 78)‎
nr.1
Søn
Rasmus Ølgaard Andrup ‎(I2110)‎
Født 1769 31
Død 25 juli 1843 ‎(Alder 74)‎ Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK