Theodor Broder Nielsen  ‎(I1582)‎
Navn:
Theodor Broder Nielsen

Køn: MandMand
      

Født: 9 januar 1898 33 30 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død: 15 august 1916 ‎(Alder 18)‎ Oksbøl, Ål Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Fakta og detaljer om personen

Født 9 januar 1898 33 30 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK

dåbdåb


Dåb 25 januar 1898 ‎(Alder 16 dage)‎ Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK

_EVN: 9369
Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.



Død 15 august 1916 ‎(Alder 18)‎ Oksbøl, Ål Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK

Dødsårsag: Drunkede ‎(badeulykke ved strand)‎

Vis detaljer Note: Citat fra gravsten:
Af Herren er dette sket - der er underlig for vore øjne

døddød


Begravelse 17 august 1916 ‎(2 dage efter død)‎ Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Kirkegård: Lønne Kirkegård

media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg


Sidst ændret 28 april 2011 - 20:06:26 - Sidst opdateret af: Lodberg
media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



døddød



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




dåbdåb



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg



dåbdåb



Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke

Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.




døddød



media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg


Vis detaljer for ...

Forældre  (F35)
Carl Ludvig Nielsen
1864 - 1939
Ane Metthea Larsen
1867 - 1954
Matilde Kirstine Nielsen
1886 - 1891
Peder Larsen Nielsen
1887 -
Niels Johansen Nielsen
1889 -
Hans Marius Nielsen
1891 - 1903
John Signus Johannes Nielsen
1893 -
Matilde Kirstine Nielsen
1894 -
Rebækka Kirstine Nielsen
1896 - 1914
Theodor Broder Nielsen
1898 - 1916
Kristian Marinus Nielsen
1899 - 1981
Klara Methea Nielsen
1901 - 1982
Andrea Katrine Nielsen
1902 -
Hans Marius Nielsen
1904 - 1979
Agnes Metthea Nielsen
1907 - 1995
Ruth Ester Karla Nielsen
1913 -


Noter
Historisk Krigen blev udløst af mordet den 28. juni 1914 på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip.
Død Citat fra gravsten:
Af Herren er dette sket - der er underlig for vore øjne

View Notes for ...


Kilder
Der er ingen kilder knyttet til denne person.

View Sources for ...


Billeder- og medier

Multimedie objekt
media/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpgmedia/Theodor_B_Nielsen_PICT5176.jpg  ‎(M1072)‎
Type: Foto


Multimedie objekt
døddød  ‎(M1192)‎
Type: Foto


Multimedie objekt
Den gamle Lønne kirkeDen gamle Lønne kirke  ‎(M975)‎
Type: Foto


Vis detaljer Note: Lønne Trolden

Denne historie har vi fra Lønne Højskole, og det er en helt anden slags troldehistorie end eventyr og sagn, for den fortæller om den barske virkelighed, som resulterede i at folk fra Lønne fik deres egen præst brændt og kaldte ham Lønne Trolden.

Naturen ændrer menneskers livsvilkår. Regnen udebliver. Høsten slår fejl. Folk går fra gården. I gammel tid endte de som husmænd, landarbejdere eller på fattighuset.
Vi ved, at havet har ændret voldsomt på livsvilkårene langs hele Jyllands vestkyst. I Lønne, hvor denne historie udspinder sig, har havet vist sin magt igen og igen. I slutningen af 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet gik stormfloder ind over hele Vestjylland. Ved den værste omkom der alene i Ribe mere end tre tusind mennesker – og endnu flere køer og får.

I Lønne og nabosognene sydpå førte stormfloderne en sandflugt med sig. Gennem to hundrede år lagde sandet sig som et liglagen ind over markerne. Steen Steensen Blicher skrev om Lønne sogn, at det var som Sahara, - sand så langt øjet rakte. Sandet medførte straks den største fattigdom, sult og nød for folkene i Lønne. Livet var med eet slag lavet om for dem.

I 1611 sætter Ribe-bøddelen, mester Mikkel, den 1. februar, ild på et bål. Der står et menneske på bålet. Det er en mand. Han er 72 år. Det er Jens Hansen Rusk, præst ved Lønne kirke. Bålet er ikke tændt som et glædesblus – for at holde troldene fra livet, men i dyb alvor. Det var ikke præsten, de brændte, det var Troldmanden fra Lønne.

Jens Hansen Rusk var kommet til Lønne som 30-årig i 1580. Måske har han glædet sig til at arbejde der som præst, men han måtte hurtigt se i øjnene, at han aldrig ville kunne skaffe føden ved at være præst i det sandhærgede sogn. Selv om han senere også får tildelt korn-tiende fra nabosognet Nørre Nebel, er heller ikke det til at leve eller dø af.

Derfor tog Lønne-præsten fat på at optræde som klog mand. Vi ved, at han optrådte som klog mand på markederne i Ribe, den store handelsby og markedsby. Og bønderne vidt omkring Lønne opsøgte ham, når de var syge. Han ”skrev noget for deres sygdom”, formentlig urtemedicin.

Det er sandsynligvis gået godt i de fleste tilfælde. Lønne-præstens medicin hjalp, og han lavede også små amuletter, som de syge skulle bære, - og de har nok også hjulpet!
Den dag i dag er der folk, der bliver hjulpet af kobber-armringe mod gigt – eller får fjernet kløe i knæleddet med en ulden snor om anklen.

Men der var dengang som nu en fare ved at tage sig af folks sygdomme. Det er ikke alle, der bliver raske. De fejlslagne behandlinger har for nogle folk gjort ham til en farlig mand, en troldkarl. Derfor var det heller ikke kun godsindede rygter, der gik om præsten Jens Hansen Rusk i Lønne, og det endte med, at han blev angivet som heks.
En kvinde, som hed Gunder Brixes, og som selv blev brændt som heks året før, havde sagt at hun i sin trolddom havde brugt en voksdukke, som hun havde fået Jens Hansen Rusk til at døbe, for at den kunne have mere trolddomskraft.

Vi undrer os i dag, men for datiden var det blodig alvor. Lønne-præsten var pludselig under alvorlig anklage, præste-kaldet blev taget fra ham og han blev stillet for retten.
Først blev Lønne-præsten stævnet til flere tingstævner i selve Lenet, det vil sige Vester Horne Herreds ting, som stadig ligger der i hel stand med tingsten, - tyvesten og kæmpehøj som dengang, lige ud til landevejen mellem Lønne og Varde. Sagen blev endda yderligere behandlet to gange i Viborg landsting, og hele retssagen tog hårdt på Lønne-præsten.

Han var nu over halvfjerds år gammel, hvad der dengang var en høj alder, og han var nedbrudt efter det lange fængselsophold.

Han blev spurgt, om han havde ”skrevet noget for deres sygdom” – det vil sige brugt magi til helbredelse. Om han havde brugt skrevne formularer, amuletter osv.
Jens Hansen Rusk var dog endnu ved mod. ”Jeg er en gammel mand og kan intet huske” sagde han. ”Jeg vil kun indrømme, hvis man kan fremlægge noget med min skrift”.

Et par bønder fra egnen var tingsvidner – men Hansen Rusk kunne intet huske. Det ville da også på det tidspunkt være mindst 15 år siden, han havde behandlet dem. Den ene af bønderne, Kristen Højbjerg fra Farup, kunne imidlertid for retten fremlægge en amulet, som han havde gået med om halsen. Han sagde, at han havde fået den af Hansen Rusk i Lønne.
Han aflagde desuden ed på en anden hændelse, som afgjorde sagen til ugunst for præsten.

Han fortalte, at han ved midsommertid engang i midten af 1590’erne mente sig forgjort ‎(altså forhekset)‎ fordi han havde ondt i ben og lemmer, så han ingen ro havde på sig.
En af hans bekendte, havde forelagt sagen for Lønne-præsten, som sagde, at han roligt kunne tage hjem, for Kristen Højbjerg skulle nok blive rask igen. Den syge skulle blot opsøge Lønne-præsten, når han Sankt Hans dag var i Ribe. Det gjorde han, og præsten gav ham en seddel med skrifttegn på. Sedlen skulle den syge bære på sig, så ville han få det bedre. Det gik også sådan. Så længe bonden bar sedlen på sig, fejlede han ikke noget, men sygdommen kom igen, da han en dag tabte sedlen. Han gik igen til Lønne-præsten, som skrev ham en ny seddel, som han siden havde båret, og i den tid havde sygdommen ikke plaget ham. Han viste sedlen frem og Hansen Rusk blev dømt for trolddom og til at lide døden på bålet.

I Lønne kirke findes stadig en prædikestol, som Hansen Rusk har skænket kirken, og som skulle være betalt med trolddomspenge.

Man sagde desuden, at den gamle kirke var kullet, fordi en trold blev gal på kirken og klokkerne og sparkede tårnet ud i Vesterhavet, hvor man grangivelig stadig kan høre klokkerne ringe ved aftenstid.

Kilde: Lønne Højskole ­http­:/­www­.­vejenkunstmuseum­.­dk­/­Dansk­/­troldekort­/­ribe­-­amt­.­htm­

Vis detaljer Note: Lønne sogns Kirker

Nedrevet 1904, middelalderlig kirke, som i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn ‎(dens beliggenhed markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke)‎. Granit og tuf genanvendt i ny kirke. Ligeledes døbefont. Altertavle sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand. Kan beses gennem gitterdør.


Multimedie objekt
dåbdåb  ‎(M444)‎
Type: Foto

View Media for ...


Forældre og familie
Far
Carl Ludvig Nielsen ‎(I85)‎
Født 25 juni 1864 39 35 Lønneklint, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 27 juli 1939 ‎(Alder 75)‎ Lønneklint, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
3 år
Mor
 
Ane Metthea Larsen ‎(I86)‎
Født 27 september 1867 29 23 Borkmarsk, Sønder Bork Sogn, Nørre Horne Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død 30 juli 1954 ‎(Alder 86)‎ Outrup Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK

Kirkelig vielse: 6 juni 1886 -- Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
nr.1
Søster
Matilde Kirstine Nielsen ‎(I3925)‎
Født 8 juni 1886 21 18 Borkmarsk, Sønder Bork Sogn, Nørre Horne Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død 13 marts 1891 ‎(Alder 4)‎ Lønneklint, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
14 måneder
nr.2
Bror
Peder Larsen Nielsen ‎(I111)‎
Født 8 august 1887 23 19 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
2 år
nr.3
Bror
Niels Johansen Nielsen ‎(I112)‎
Født 30 juli 1889 25 21 Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
20 måneder
nr.4
Bror
Hans Marius Nielsen ‎(I1600)‎
Født 12 april 1891 26 23 Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 31 januar 1903 ‎(Alder 11)‎ Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
2 år
nr.5
Bror
John Signus Johannes Nielsen ‎(I1254)‎
Født 18 april 1893 28 25 Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
16 måneder
nr.6
Søster
Matilde Kirstine Nielsen ‎(I110)‎
Født 18 august 1894 30 26 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
2 år
nr.7
Søster
Rebækka Kirstine Nielsen ‎(I1491)‎
Født 5 juli 1896 32 28 Lønneklint, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 19 august 1914 ‎(Alder 18)‎ Esbjerg Købstad, Skast Herred, Ribe Amt, DNK
18 måneder
nr.8
Theodor Broder Nielsen ‎(I1582)‎
Født 9 januar 1898 33 30 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 15 august 1916 ‎(Alder 18)‎ Oksbøl, Ål Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
16 måneder
nr.9
Bror
Kristian Marinus Nielsen ‎(I83)‎
Født 27 april 1899 34 31 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 6 oktober 1981 ‎(Alder 82)‎ Vesterlund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
2 år
nr.10
Søster
Klara Methea Nielsen ‎(I1492)‎
Født 6 april 1901 36 33 Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 27 juli 1982 ‎(Alder 81)‎ Esbjerg Købstad, Skast Herred, Ribe Amt, DNK
20 måneder
nr.11
Søster
Andrea Katrine Nielsen ‎(I1502)‎
Født 17 december 1902 38 35 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død Ja
18 måneder
nr.12
Bror
Hans Marius Nielsen ‎(I1646)‎
Født 25 juni 1904 40 36 Kragelund, Lønne Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
Død 28 august 1979 ‎(Alder 75)‎ Alslev Sogn, Skast Herred, Ribe Amt, DNK
3 år
nr.13
Søster
Agnes Metthea Nielsen ‎(I1505)‎
Født 4 maj 1907 42 39
Død 1995 ‎(Alder 87)‎ Outrup Sogn, Vester Horne Herred, Ribe Amt, DNK
6 år
nr.14
Søster (Adoptivbarn)
Ruth Ester Karla Nielsen ‎(I1507)‎
Født 27 april 1913 , Clinton, Iowa, USA