Kristen Mose Enevoldsen Kristen Mose Enevoldsen  ‎(I1969)‎
Navn:
Kristen Mose Enevoldsen

Køn: MandMand
      

Fornavn: Kristian Mose
Efternavn: Enevoldsen

Fornavn: Kræ
Efternavn: Mose

Født: 28 november 1924 36 32
Fakta og detaljer om personen

Født 28 november 1924 36 32
Artikel i anl. af 80 års fødselsdag 28 november 2004 ‎(Alder 80)‎

Vis detaljer Note: Portræt af \'Kræ Mose\'
Menneskefiskeren fra Hvide Sande

Af Niels Thure Krarup
Kristeligt Pressebureau

Ordet er voldsomt … \'Menneskefisker\'…! Men det passer i sjælden grad på den 80-årige, men stadig ranke og adrætte Christian Mose Enevoldsen fra Hvide Sande, som er gråsprængt, men solbrændt.

Mindre end menneskefiskeri kunne gøre det, da han voksede op her på jordlodden, der strakte sig over en kilometer på tværs af den sandblæste tange: At blive fisker og få sin egen båd i fiskerlejet omkring slusen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord – det var hvad han drømte om.

Men han blev menneskefisker i jordisk forstand fra den dag i 1951, da man begravede de fem, som druknede, da deres redningsbåd kæntrede. Christians bror var blandt dem, og da Redningsvæsenets chef kom på kondolencebesøg, forstod den 17-årige yngre bror på et blik fra sin far, at han måske burde overtage den ledige plads efter broderen.

Når \'Kræ Mose\' fortæller om sine oplevelser med redningsbåden i mere end det halve af hans liv, som besætningsmedlem, skipper og opsynsmand, dukker troen på Jesus og takken til Gud hele tiden op som en rød tråd. Men bruger jeg ordet \'menneskefisker\' som da Jesus udnævnte Genesaret-fiskeren Simon Peter til at \'fange mennesker\', viger den gamle skipper tilbage: »Det hverken kan eller skal jeg bedømme, om jeg har været,« afviser Enevoldsen med lavmælt vestjysk fasthed. Men vi kan da begynde med at spørge til oplevelserne fra de 43 år som \'menneskefisker\' i jordisk forstand. Der er svære ting imellem – erindringer om redningstogter, der ikke lykkedes – men smilet breder sig, når man spørger til den bedste oplevelse.

På menneskefiskeri i høj sø

»En lille kutter var på vej i havn gennem regntykningen. Der var søgang i havet, men ikke storm, og skipperen var tryg nok ved, at vi lå klar til indsats på redningsbåden, så han havde takket nej til at blive fulgt i havn. Men på det sidste træk tog en medløbende sø magten fra ham, så hans kutter blev kastet mod den lange mole og fik forenden knust.

Allerede før de fem mand var sprunget i havet, var vi på vej med redningsbåden. Da dukkede min fars formaning op fra den gang, da jeg begyndte som redningsmand: ''Du skal lære at være rolig, min dreng. Og det kan kun de være, som lægger deres liv helt i Guds hånd.'' Og først gik det glat nok - de fire fik vi hurtigt op. Men det kneb med den sidste, en fisker i tresserne, der klamrede sig til toppen af masten i vandoverfladen ved enden af molen, hvor bølgerne en del af tiden skyllede hen over ham. Og nu var vi pludselig selv i fare, for vraggods havde sat sig i vores skrue og motoren havde sat ud to gange.

Min fornuft mindede mig om mit ansvar for min besætning, og de fire havde vi jo reddet, men da jeg så den femte dukke op af bølgerne nok engang, vidste jeg at jeg aldrig ville kunne slippe synet af ham, hvis jeg sejlede fra ham. Så råbte jeg ''Gud, nu må du gribe ind,'' og slog bak … helt modsat godt sømandsskab. Da faldt der noget fra skruen, og vi bakkede op mod molen, hvor bølgerne også kunne have knust vores redningsbåd, og så fik et par af mine kammerater fat i den ældste fisker.

Mens vi kom langsomt og forsigtigt til kaj begyndte en af mine makkere at synge ''Gud er på tronen endnu / og han komme sine ihu…'' Og så er det vist godt nok at få sikret jordforbindelsen; mens den sidst reddede blev båret fra borde, bjæffede en skægget og ubarberet fisker, der havde fulgt det hele, til os: ''Det var I godt nok længe om!'' Han fortalte mig senere, at han havde regnet med, at vi nok alle sammen ville omkomme.«

Der er flere slags ansvar

Kræ Mose henter et maleri af den båd, han selv fra 1969 kom til at sejle i tyve år, efter at han selv var med til at udvikle den: »Der blev bygget to af dem - på den udtrykkelige betingelse, at vi skulle tage medansvar for konstruktionen. Så da vi stod i Esbjerg og den skulle kæntringsprøves, kunne vi godt se, at de andre var lidt skeptiske selv om jeg forgæves havde bedt om lov til at være i den under prøven - jeg var så sikker på, at den skulle nok vende rundt og komme på ret køl. Den daværende rednings-opsynsmand her fra var der, og han hviskede til mig inden han gik over på den anden kaj: »Jeg folder mine hænder om den line, jeg skal holde på.«

Båden klarede langt mere end dén prøve. Kræ Mose fortæller: »Da jeg om morgenen efter den nye båds første hårde tur kom ned og så den ligge velbeholden ved kajen, var jeg lettet og taknemmelig! Redningsfolkene var så begejstrede for hvordan det ret lille fartøj havde klaret det meget hårde vejr … det var et af de store øjeblikke i mit liv.«

Men bagved lurer den tunge erindring om tragedien i Hirtshals, hvor en ny og anden type båd - RF-2 – forliste, og både tre fiskere og seks redningsfolk omkom:»Jeg havde ikke ansvar for den båd, men gruppen bag bygningen af den sad herude i k��kkenet og ville have mig med til sige god for det fartøj, og det sagde jeg nej til. Jeg ville ikke lægge mig ud med dem, men ansvaret var deres. Blot et år senere skyllede seks kolleger døde i land deroppe. Vi var to hernede fra, der tog derop. Da græd de, som havde sagt god for konstruktionen, og sagde ''Det er jo vores skyld,'' og så sagde jeg ''Det er jo ikke derfor, vi er kommet, men vi vil vise, at vi føler med jer og med vores kolleger.''«

»Jeg glemmer aldrig hvordan jeg følte mig som en lille karl, da vi ved et møde i Søfartsstyrelsen skulle Finlandde ud af at komme videre. På vej op ad trappen kunne jeg ikke lade være med at lade en tanke gå opad: ''Hjælp mig nu med det!'' På chefens kontor kunne jeg bedst udtrykke min følelse af medansvar for RF2-ulykken på denne måde: ''Det er ikke sikkert, at du helt forstår min måde at sige det på, men de gamle profeter i vores bibelbog de sagde ikke \'I har syndet\', men \'Vi har syndet\'.''«

»Han spurgte venligt: ''Det må De vist forklare lidt nærmere. For hvis De hentyder til det i Hirtshals, havde I jo ikke medskyld i RF2\'s fejlkonstruktion.'' ''Jo,'' svarede jeg. ''Vi i Hvide Sande kunne jo klare os med det udstyr, vi havde, men vi skulle have advaret dem deroppe mere.'' Mine børn sagde for nylig til mig, da de var hjemme: ''Du har nu været noget konfliktsky, far''. Det er der nok noget om. Jeg vil helst have fred, men der kommer situationer, hvor man må skære igennem.«

Den store fiskers mission

Sådan en situation kom for Kræ Mose, da han forlod Indre Missions hovedbestyrelse efter knap tyve år. Dens skipper, provst John Ørum Jørgensen, blev fjernet fra roret, fordi han som provst havde opfyldt sin tjenestepligt og indsat en kvindelig præst, som biskoppen havde ordineret. Flere medlemmer af bestyrelsen fulgte ham fra borde – og blandt dem var Kræ Mose.

Men som \'missionsmand\' er han imødekommende og åben, og han afviser kategorisk rygter fra fortiden om, at for at blive optaget i besætningerne på redningsbådene i de missionsk prægede vestkyst-byer, skulle, eller skal mændene være \'troende\':

»Nej….slet, slet ikke,« lyder det prompte og med eftertryk. »Der spørges hverken om tro eller kirkegang.« siger den gamle skipper, men han har da konstateret, at det specielle arbejde gør noget ved folk: »Jeg hørte en yngre kollega, som aldrig ellers talte om den slags, svare en journalist: ''Jo, vi var nok bange derude, men vi oplevede i hvert fald, at der var én, der både styrede og holdt sin hånd over os.'' Jeg husker også, at efter den værste af alle mine ture kom en af de fiskere, der var mest fremmede for de tanker, hen og sagde: ''I dag har jeg lukket mine hænder sammen for jer.'' Så er alt jo sagt.«

Kræ Mose er stadig efterspurgt i missions- og forsamlingshuse, men han vil ikke kaldes taler: »Jeg fortæller bare. Og det har jeg gjort lige siden jeg i 1951 lå oppe på stranden og prøvede at genoplive min druknede storebror, der var drevet i land fra den kæntrede redningsbåd. I den fik jeg jo hans plads, men jeg mente ikke, at jeg havde hans evner som leder i menigheden.«

»Min bror havde en central rolle i den missionske vækkelse, der kom til at præge os herude i 1930\'erne, men han gjorde ofte opmærksom på, at han ikke kunne sætte dato og klokkeslæt på sin egen omvendelse. Sådan har jeg det også selv: Jeg er stille vokset videre i min dåbs nåde.
Mit kald har altså ikke været at forkynde troen, men at passe min plads i redningsvæsenet. Til gengæld er jeg ofte blevet bedt om at fortælle om både det og troen. For eksempel husker jeg redaktør Hjalmar Havelund fra BT, der bankede på og spurgte: ''Jeg har hørt, at her bor en af de selvretfærdige missionsfolk; må jeg komme ind og snakke med dig?'' Vi kom hurtigt på bølgelængde, da jeg antydede, at det selvretfærdige vist også er en fristelse for journalister.«

Havelund spurgte blandt andet Enevoldsen, om Indre Missions møder eller gudstjenesten er vigtigst for ham. Svaret kommer stadig uden vaklen: »For mig har kirken altid gået foran missionshuset – sådan var det, og sådan er det stadig.« Og kirken er stadig livets centrale pejlemærke for den gamle skipper – både som det, han selv styrer efter, og som det, han gerne viser andre hen til.

Artikel i kirkelige Ugeavis Udfordringen 26 januar 2006 ‎(Alder 81)‎
media/http___www.udfordringen.dk_print.pdfmedia/http___www.udfordringen.dk_print.pdf


Sidst ændret 13 november 2010 - 16:09:00 - Sidst opdateret af: Lodberg
Vis detaljer for ...

Forældre  (F787)
Anders Kristian Vejlgaard Enevoldsen
1888 - 1961
Ane Margrethe Lauridsen
1892 - 1935
Iver Enevoldsen
1917 - 1951
Laurense Enevoldsen
1919 -
Kristian Enevoldsen
1922 -
Kristen Mose Enevoldsen
1924 -
Enevold Thygesen Enevoldsen
1924 -
Marie Kristine Enevoldsen
1926 -
Grethe Enevoldsen
-
Anna Rigmor Enevoldsen
-

Nærmeste familie  (F790)
Inga Lodberg
1927 - 1993
Anders Christian Enevoldsen
-


Noter
Artikel Portræt af \'Kræ Mose\'
Menneskefiskeren fra Hvide Sande

Af Niels Thure Krarup
Kristeligt Pressebureau

Ordet er voldsomt … \'Menneskefisker\'…! Men det passer i sjælden grad på den 80-årige, men stadig ranke og adrætte Christian Mose Enevoldsen fra Hvide Sande, som er gråsprængt, men solbrændt.

Mindre end menneskefiskeri kunne gøre det, da han voksede op her på jordlodden, der strakte sig over en kilometer på tværs af den sandblæste tange: At blive fisker og få sin egen båd i fiskerlejet omkring slusen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord – det var hvad han drømte om.

Men han blev menneskefisker i jordisk forstand fra den dag i 1951, da man begravede de fem, som druknede, da deres redningsbåd kæntrede. Christians bror var blandt dem, og da Redningsvæsenets chef kom på kondolencebesøg, forstod den 17-årige yngre bror på et blik fra sin far, at han måske burde overtage den ledige plads efter broderen.

Når \'Kræ Mose\' fortæller om sine oplevelser med redningsbåden i mere end det halve af hans liv, som besætningsmedlem, skipper og opsynsmand, dukker troen på Jesus og takken til Gud hele tiden op som en rød tråd. Men bruger jeg ordet \'menneskefisker\' som da Jesus udnævnte Genesaret-fiskeren Simon Peter til at \'fange mennesker\', viger den gamle skipper tilbage: »Det hverken kan eller skal jeg bedømme, om jeg har været,« afviser Enevoldsen med lavmælt vestjysk fasthed. Men vi kan da begynde med at spørge til oplevelserne fra de 43 år som \'menneskefisker\' i jordisk forstand. Der er svære ting imellem – erindringer om redningstogter, der ikke lykkedes – men smilet breder sig, når man spørger til den bedste oplevelse.

På menneskefiskeri i høj sø

»En lille kutter var på vej i havn gennem regntykningen. Der var søgang i havet, men ikke storm, og skipperen var tryg nok ved, at vi lå klar til indsats på redningsbåden, så han havde takket nej til at blive fulgt i havn. Men på det sidste træk tog en medløbende sø magten fra ham, så hans kutter blev kastet mod den lange mole og fik forenden knust.

Allerede før de fem mand var sprunget i havet, var vi på vej med redningsbåden. Da dukkede min fars formaning op fra den gang, da jeg begyndte som redningsmand: ''Du skal lære at være rolig, min dreng. Og det kan kun de være, som lægger deres liv helt i Guds hånd.'' Og først gik det glat nok - de fire fik vi hurtigt op. Men det kneb med den sidste, en fisker i tresserne, der klamrede sig til toppen af masten i vandoverfladen ved enden af molen, hvor bølgerne en del af tiden skyllede hen over ham. Og nu var vi pludselig selv i fare, for vraggods havde sat sig i vores skrue og motoren havde sat ud to gange.

Min fornuft mindede mig om mit ansvar for min besætning, og de fire havde vi jo reddet, men da jeg så den femte dukke op af bølgerne nok engang, vidste jeg at jeg aldrig ville kunne slippe synet af ham, hvis jeg sejlede fra ham. Så råbte jeg ''Gud, nu må du gribe ind,'' og slog bak … helt modsat godt sømandsskab. Da faldt der noget fra skruen, og vi bakkede op mod molen, hvor bølgerne også kunne have knust vores redningsbåd, og så fik et par af mine kammerater fat i den ældste fisker.

Mens vi kom langsomt og forsigtigt til kaj begyndte en af mine makkere at synge ''Gud er på tronen endnu / og han komme sine ihu…'' Og så er det vist godt nok at få sikret jordforbindelsen; mens den sidst reddede blev båret fra borde, bjæffede en skægget og ubarberet fisker, der havde fulgt det hele, til os: ''Det var I godt nok længe om!'' Han fortalte mig senere, at han havde regnet med, at vi nok alle sammen ville omkomme.«

Der er flere slags ansvar

Kræ Mose henter et maleri af den båd, han selv fra 1969 kom til at sejle i tyve år, efter at han selv var med til at udvikle den: »Der blev bygget to af dem - på den udtrykkelige betingelse, at vi skulle tage medansvar for konstruktionen. Så da vi stod i Esbjerg og den skulle kæntringsprøves, kunne vi godt se, at de andre var lidt skeptiske selv om jeg forgæves havde bedt om lov til at være i den under prøven - jeg var så sikker på, at den skulle nok vende rundt og komme på ret køl. Den daværende rednings-opsynsmand her fra var der, og han hviskede til mig inden han gik over på den anden kaj: »Jeg folder mine hænder om den line, jeg skal holde på.«

Båden klarede langt mere end dén prøve. Kræ Mose fortæller: »Da jeg om morgenen efter den nye båds første hårde tur kom ned og så den ligge velbeholden ved kajen, var jeg lettet og taknemmelig! Redningsfolkene var så begejstrede for hvordan det ret lille fartøj havde klaret det meget hårde vejr … det var et af de store øjeblikke i mit liv.«

Men bagved lurer den tunge erindring om tragedien i Hirtshals, hvor en ny og anden type båd - RF-2 – forliste, og både tre fiskere og seks redningsfolk omkom:»Jeg havde ikke ansvar for den båd, men gruppen bag bygningen af den sad herude i k��kkenet og ville have mig med til sige god for det fartøj, og det sagde jeg nej til. Jeg ville ikke lægge mig ud med dem, men ansvaret var deres. Blot et år senere skyllede seks kolleger døde i land deroppe. Vi var to hernede fra, der tog derop. Da græd de, som havde sagt god for konstruktionen, og sagde ''Det er jo vores skyld,'' og så sagde jeg ''Det er jo ikke derfor, vi er kommet, men vi vil vise, at vi føler med jer og med vores kolleger.''«

»Jeg glemmer aldrig hvordan jeg følte mig som en lille karl, da vi ved et møde i Søfartsstyrelsen skulle Finlandde ud af at komme videre. På vej op ad trappen kunne jeg ikke lade være med at lade en tanke gå opad: ''Hjælp mig nu med det!'' På chefens kontor kunne jeg bedst udtrykke min følelse af medansvar for RF2-ulykken på denne måde: ''Det er ikke sikkert, at du helt forstår min måde at sige det på, men de gamle profeter i vores bibelbog de sagde ikke \'I har syndet\', men \'Vi har syndet\'.''«

»Han spurgte venligt: ''Det må De vist forklare lidt nærmere. For hvis De hentyder til det i Hirtshals, havde I jo ikke medskyld i RF2\'s fejlkonstruktion.'' ''Jo,'' svarede jeg. ''Vi i Hvide Sande kunne jo klare os med det udstyr, vi havde, men vi skulle have advaret dem deroppe mere.'' Mine børn sagde for nylig til mig, da de var hjemme: ''Du har nu været noget konfliktsky, far''. Det er der nok noget om. Jeg vil helst have fred, men der kommer situationer, hvor man må skære igennem.«

Den store fiskers mission

Sådan en situation kom for Kræ Mose, da han forlod Indre Missions hovedbestyrelse efter knap tyve år. Dens skipper, provst John Ørum Jørgensen, blev fjernet fra roret, fordi han som provst havde opfyldt sin tjenestepligt og indsat en kvindelig præst, som biskoppen havde ordineret. Flere medlemmer af bestyrelsen fulgte ham fra borde – og blandt dem var Kræ Mose.

Men som \'missionsmand\' er han imødekommende og åben, og han afviser kategorisk rygter fra fortiden om, at for at blive optaget i besætningerne på redningsbådene i de missionsk prægede vestkyst-byer, skulle, eller skal mændene være \'troende\':

»Nej….slet, slet ikke,« lyder det prompte og med eftertryk. »Der spørges hverken om tro eller kirkegang.« siger den gamle skipper, men han har da konstateret, at det specielle arbejde gør noget ved folk: »Jeg hørte en yngre kollega, som aldrig ellers talte om den slags, svare en journalist: ''Jo, vi var nok bange derude, men vi oplevede i hvert fald, at der var én, der både styrede og holdt sin hånd over os.'' Jeg husker også, at efter den værste af alle mine ture kom en af de fiskere, der var mest fremmede for de tanker, hen og sagde: ''I dag har jeg lukket mine hænder sammen for jer.'' Så er alt jo sagt.«

Kræ Mose er stadig efterspurgt i missions- og forsamlingshuse, men han vil ikke kaldes taler: »Jeg fortæller bare. Og det har jeg gjort lige siden jeg i 1951 lå oppe på stranden og prøvede at genoplive min druknede storebror, der var drevet i land fra den kæntrede redningsbåd. I den fik jeg jo hans plads, men jeg mente ikke, at jeg havde hans evner som leder i menigheden.«

»Min bror havde en central rolle i den missionske vækkelse, der kom til at præge os herude i 1930\'erne, men han gjorde ofte opmærksom på, at han ikke kunne sætte dato og klokkeslæt på sin egen omvendelse. Sådan har jeg det også selv: Jeg er stille vokset videre i min dåbs nåde.
Mit kald har altså ikke været at forkynde troen, men at passe min plads i redningsvæsenet. Til gengæld er jeg ofte blevet bedt om at fortælle om både det og troen. For eksempel husker jeg redaktør Hjalmar Havelund fra BT, der bankede på og spurgte: ''Jeg har hørt, at her bor en af de selvretfærdige missionsfolk; må jeg komme ind og snakke med dig?'' Vi kom hurtigt på bølgelængde, da jeg antydede, at det selvretfærdige vist også er en fristelse for journalister.«

Havelund spurgte blandt andet Enevoldsen, om Indre Missions møder eller gudstjenesten er vigtigst for ham. Svaret kommer stadig uden vaklen: »For mig har kirken altid gået foran missionshuset – sådan var det, og sådan er det stadig.« Og kirken er stadig livets centrale pejlemærke for den gamle skipper – både som det, han selv styrer efter, og som det, han gerne viser andre hen til.

View Notes for ...


Kilder
Der er ingen kilder knyttet til denne person.

View Sources for ...


Billeder- og medier

Multimedie objekt
media/http___www.udfordringen.dk_print.pdfmedia/http___www.udfordringen.dk_print.pdf  ‎(M929)‎

Multimedie objekt
Kristian Mose EnevoldsenKristian Mose Enevoldsen  ‎(M927)‎
View Media for ...


Forældre og familie
Far
Anders Kristian Vejlgaard Enevoldsen ‎(I1961)‎
Født 23 maj 1888 Sønder Lyngvig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død 24 november 1961 ‎(Alder 73)‎
4 år
Mor
 
Ane Margrethe Lauridsen ‎(I3488)‎
Født 26 januar 1892 26 25
Død 27 november 1935 ‎(Alder 43)‎
nr.1
Bror
Iver Enevoldsen ‎(I309)‎
Født 11 februar 1917 28 25
Død 9 december 1951 ‎(Alder 34)‎ Årgab, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
3 år
nr.2
Søster
Laurense Enevoldsen ‎(I3489)‎
Født 19 december 1919 31 27
2 år
nr.3
Bror
Kristian Enevoldsen ‎(I1962)‎
Født 6 januar 1922 33 29 Sønder Lyngvig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
3 år
nr.4
Kristen Mose Enevoldsen ‎(I1969)‎
Født 28 november 1924 36 32
nr.5
Bror
Enevold Thygesen Enevoldsen ‎(I3490)‎
Født 28 november 1924 36 32
19 måneder
nr.6
Søster
Marie Kristine Enevoldsen ‎(I3491)‎
Født 26 juni 1926 38 34
nr.7
Søster
nr.8
Søster
Personens familie med Inga Lodberg
Kristen Mose Enevoldsen ‎(I1969)‎
Født 28 november 1924 36 32
2 år
Hustru
 
Inga Lodberg ‎(I1970)‎
Født 9 februar 1927
Død 4 november 1993 ‎(Alder 66)‎
nr.1
Søn