Bertel Thaulows store firkantede gravsten med de 4 evangelistsymboler i hjørnerne lå oprindeligt over hans og hans første hustrus grav foran alteret. Senere blev den lagt uden for døren til våbenhuset, hvor den blev sønderslidt af kirkegængernes fodtrin, så det meste af indskriften forsvandt. Men en senere sognepræst Barthold Hoe har sikret ordlyden af verset på gravstenen. Den er på latin, men kan oversættes således:

''Bertel betroede her sine tørre bene til jorden,
medens sjælen han gav selv til den højeste Gud.
Han for folket fortolked Kristi himmelske lære,
og på sin post han var altid årvågen beredt.
Ulven skræmte han bort med guddomsstaven i hænde,
så den ej sønderrev de ham betroede lam,
og af sin inderste sjæl oprigtigt tilbad han Kristus,
og udi Kristi skød ham venter det evige liv''.

Gravstenen blev omkring 1920 transporteret til Norsk Folkemuseum på Bygdø ved Oslo, hvor der jo som tidligere omtalt er oprettet et særligt Thaulowmuseum. Stenen var af lerskifer eller klebersten. Den var defekt, og det største stykke måler 1,25m x 1.02 m. Indskriften er hugget med fordybede versaler. Kirken i Taulov fik i bytte en tavle ‎(noget unøjagtig)‎ med sognepræsterne i Taulov efter reformationen. Gravstenen hører i virkeligheden til i Taulov kirke, da Bertel Iversen ikke er stamfader til den vidt udbredte Thaulowslægt i Norge og i det øvrige Europa. Men museet har oplyst, at fragmenterne af stenen ikke kan Finlanddes

Den del af teksten på gravstenen, der kan tydes, fortæller at Bertels første hustru døde i sin ottende barselsseng, men ikke hvad hun hed. Hun var formentlig datter af Hans Poulsen, som nævnt ovenfor. Hun levede sammen med ham i 12 år.