Jens Kristian Tamsen ‎(Thomsen)‎, Søn af Husm. og Fisker Thomas Femmer ‎(Jensen)‎ paa Bork Mærsk, nu Husm. og Klitfoged i Lønne Klit, 68 Aar gammel, har efter Opfordring beskrevet en Havtur den 9 April 1876:

Efter de sædvanlige Forberedelser gik vi om Bord for at tage ud paa en Havtur. Vort Skib var et skrøbeligt men jævnt stort Havskib, bygget af to Baadebyggere paa Klegod: Kræ Look ‎(Kristen Kristen)‎ og Pæ Mogensen. Et Kendingsnavn . for Skibet var »æ Tyr«. Skibets Sejl var »taanet« ‎(farvet)‎ mørke og brunlige, kun Topsejlet var hvidt. Vort Storsejl var kendeligt paa, at det ikke som saa mange andre Skibes Storsejl var høj i »æ Sprødnok« ‎(det øje i Storsejlet, hvor Spydstagen er sat)‎. Vi var syv Mand i Baadelaget, og vor Fører var Anders Kristensen af Nr. Lyngvig. Storsejlet blev sat og Aarerne lagt ud. for Vinden var imod, og vi kunde ikke sejle til Udløbet. Kl. 1 om Natten var vi udenfor, og Vagten blev sat. Vor Kurs er Vest, en Streg til Nord. Vi er to Skibe i Følge, begge fra Nymindegab. Det andet Skib er »æ stuer Opstikker«, Fører Kræ Opstrup ‎(Kristen Nielsen)‎, der sejler ud med samme Kurs. Under 4. Vagt forandrer Kræ Opstrup Kurs og sejler en Streg mere til højre. Vi holder Skibsraadog bliver enige om at sejle videre med uforandret Kurs. Vi har en let Brise af Sydvest, og da vi antager, at vi er naaet 4-5 Mil ud, forbereder vi os paa at sætte vore Bakker. Under Stilhed fremsiges de sædvanlige Ord, og de 24 Bakker bliver sat. Da det er Ruskregn, og Vindstyrken tager til, Finlandder vi det klogest straks at begynde at dreje Bakkerne. Da vi har faaet de 16 Bakker ind, har vi en stiv Kuling af Sydvest, og da vi har langt til Gabet og maa sejle med Sidevind. bryder vi Linen og lader de 8 Bakker staa. Vi sætter alt det Sejl til, som Skibet kan bære, og det skyder en god Fart hjemad. Da vi har sejlet en Time. siger Føreren: »Vi maa give Storsejlet 3 Reb«. Dette sker, og atter sejler vi i en høj Sø. For at naa Gabet har vi sejlet i Sydøst, men da Vinden er Sydvest, bliver det snart for farligt at sejle med Siden til Søerne; thi vi er udsat for at kuldsejle. Vort Skib kan ikke bære de Sejl, det har oppe. Vi maa have »æ Sprød«, ‎(Sprydstagen i Storsejlet)‎ taget ned og Storsejlet dannet om til et kileformet Sejl, og vi maa styre lige mod Land. Farten øges, som Stormen tager til, men Faren for os er mindre.
Vi ser Kræ Opstrup et langt Stykke til Luvart. Han styrer samme Retning som vi, og han naar ind paa os, da hans Skib kan bære mere Sejl. En vældig Sø indhenter os, og den fylder vort Agterskib med Vand, hvorved vor Forstavn hæves, og Masten peger skraat bagud. Vi slaar »Skotterne« ‎(Skillevægene)‎ ned, for at Vandet kan fordeles over hele Skibet, og vi faar travlt med at øse. Det gaar for langsomt med Skovlene, og Spande har vi ingen af. Vi griber derfor Madkaserne, som flyder om i Lasten, og de kommer til at gøre god Nytte. Efter en halv Time kan vi sejle igen, men nu er Stormen bleven saa stærk, at Skibet kun kan bære en torebet Fok. Vi spejdede efter Land, og efter fire Timers Sejlads faar vi Land i Sigte. Vi mener, at vi er ud for Skodbjærge mellem Bjerregaard og Havrvig, ca. to Mil Nord for Nymindegab. Da vi nærmede os Landet, ser vi kun Braadsøer foran os. Vi bereder os paa, hvad der kan ske, og trækker Støvlerne af. Vejen er os vist, saa lige ind som muligt, og Agterstavnen mod de høje og mægtige Søer. Vi slap heldig over yderste Revle, og vi er nu nær ved Land. »Aa!«, siger en af vore Folk, »der fik Kræ Opstrup for meget«. Vi ser alle tilbage. Paa yderste Revle var Skibet forsvundet, begravet i en vældig Sø Et Øjeblik efter ser vi Skibet ligge paa Siden. Vor Fører raaber højt: »Nu passer enhver sit! Vi kan ingen Hjælp yde, og nu faar vi snart den sidste Sø. Jeg ved, at vort Skib er ret hængt ‎(stillet)‎, men jeg vil, at I skal se det«. En mægtig Sø naaede os. Vor Agterstavn blev hævet meget højt, og derefter for Skibet ned, som om det vilde gemme sig i Havet, men stødte saa haardt mod Strandbredden, at vor Topsejlsstang, som var fastgjordt til Klyverbommen, stødte mod Skibets Bund og gik ud mellem et Par »Svøb« ‎(Bundfjæl)‎. De to Mænd, som havde Plads i Forstavnen, da Skibet stødte, sprang fra det og kom lykkelig i Land. Skibet krængedes om paa Siden og fyldtes med Vand. Vi sprang fra det ud i Havstokken og blev der grebet af de to Mænd, som først var kommet i Land. De tog hverandre i Hænderne, og den yderste kunde vove sig langt ud, stolende paa den og dem, som stod højere oppe. Vore Blikke rettedes efter Kræ Opstrup. Vi saa Skibet drive indenfor yderste Revle. Det drev saa rask imodNord, som en Mand kan gaa, og vi fulgte det. Peder Stage løb til Havrvig for at gøre Mandskabet ved Redningsstationen bekendt med Ulykken. Længe saa vi de to Mænd, der sad paa Siden af det krængede Skib. Men saa gik Skibet rund, som vi siger. Masten knækkede, og de to Mænd forsvandt. Kort efter drev det døde Havskib i Land, og tavse saa vi, at ikke et Menneske fulgte det. - Der blev sendt Bud til Redningsstationen, at der var intet for Mandskabet at udrette.

Mandskabet, som druknede, bestod af følgende Mænd:

1. Fører Kræ Opstrup ‎(Kristen Nielsen)‎, Husm., Bork Mærsk, gift.
2. Fisker Jens Kr.Ibsen, Husm., Nymindegab, gift.
3. Fisker Hans Lauesen, Husm., Nr. Bork, gift.
4. Fisker Niels Nymand ‎(Nielsen)‎, Husm., Klegod, gift.
5. Fisker Jens Skjældmos, Husm., Klegod, gift.
6. Fisker Niels Outrup ‎(Johansen)‎, Husm, Kragelund, gift.

Skibet ejedes af Gaardm. Anders Pedersen paa BorkMærsk, der selv havde været Fisker og Fører af dette Skib.

Vi gik tavse tilbage til vort Skib og fik det bragt længere op paa Strandbredden. Saa gik vi til Bjerregaard, hvor vi fik tørre Klæder og varm Mad. To Mænd blev tilbage paa Bjerregaard. De bragte Fisk og Redskaber fra Havet til Fjorden, hvor saa en Baad fra Gabet skulde hente det. - Vort Skib blev gjort i Stand, og en Dag i godt Vejr hentede vi det og sejlede det hjem i Fiskerlejet.

Kilde: Fiskerne ved Nymindegab - Bog af Torben Klinting