Nr 54
Erklæring til Cancelliet!
Supplicanterne har ideris allerunderdte Memorial5) besværget sig over Capellanen Hr Spandet6) udi 2de henseender
1) at hand vil aftvinge dem 3de Høytiids offer om Aaret lige­som ved Sogne Præsten Hr Tafteberg, ved hvilken ligesaa ubillig som ugrundet Beskyldning de snarere efter min allerunderd: for­meening anklager sig selv for ulydighed og opsetsighed imod Deris Kongl: Mayts allernaadigste Rescript af 2den Martij 1742, som befaler at Capellanen paa Holmsland skulde nyde Høy tiids offer, da de understaar sig at skrive, at Capellanen vil tvinge dem det af, som h ‎[an]‎ d efter allerhøystbem ‎[el]‎ te Rescript er berettiget at nyde, omendskiøndt det er bekiændt hvorledes hand hidindtil med megen taalmodighed har liidt saare stor afgang udi hans des uden Ringe Jndkomster, da Hand 3de Høytiids Dage icke har haft en eeneste skill: til offer, hvilket Hs Excell: Hr Geheime Raad og Stiftsbefalmd: von Gabelog ieg ansaae saa ubillig at Vi derom vilde giort allerunderdanigst forestill ‎[ing]‎: just som D: Kongl: Mayts allernaadt: Rescript af 9 Febr sist afvigte ankom,som expresse1) befaler at saadanne Capellaner skal nyde offer til alle 3de høy tiider, hvilket siden er Supplicanterne allerunder­danigst beldendt giort, og mand skulde haabe de allerunderda­nigst lader sig være efterretlig.
2) Klager De over at Capellanen tilholder sig Fiske deel, og Ret ved Havet - lige som Sogne Præsten af Arrilds tiid nydt haver, og skal det der med efter Provstens indhentede Erklæring have følgende Beskaffenhed: Ved Fiske tiiden, saa vel om Vaaren som Efter høsten, plejer Præsten at faae saa meget, som paa eengang er fisket og bringes i Land, eller og hvad enhver efter deres god­hed og gafmildhed vilde give ham, hvorfore og Capellanen samme tiid har indfundet sig hos havet, for at tage imod hvad enhver godvillig vilde unde ham, hvor til h ‎[an]‎ d og af adskillige iblandt fiskens2) Folkene skal være begiært og opmuntred, og er det lige­saa ubeviislig som ubillig skrevet, at h ‎[an]‎ d tilholder sig saadan fiske deel, som en Ræt eller Rættighed. J øfrigt berætter Provsten som kiender Supplicanterne, at fast ingen eller dog gandske faae af dem som har underskrevet Memorialen ere Fiskere, og dog klager de: omendskiøndt andre, som i saa fald kunde synes at have meere aarsag icke har underskrevet eller vilde underskrive bem ‎[el]‎ te Memorial; Hvorfore det allerunderdanigst indstilles til Deris Kongl Mayts Naade, om det icke maae være Capellanen tilladt fremdeles paa saadanne tiider at være tilstæde lige som Degnen baade der og andre Stæder ved Haf siden ‎(saavidt mig er vitterlig)‎ for at imodtage hvad enhver godvilligen hannem vilde unde, da det staar i Supplicanternis Egen magt om de vil give noget eller icke, da hand langt fra icke prætenderer det som en Rættighed, men alleene følger Præsters og Degners paa slige Stæ­der gamle skik og sædvane. Riibe d 2 Ap: 1748.

5) Memorial] andragende. 6) Spandet var kapellan på Holmsland.

den 18 Jul: visiterede ieg paa Holms land, Sogne Præsten Hr Peder Tafteberg catechiserede skikelig, og ungdomen svarede upaaklagelig. Til samme Insuls Meenighed ligger et gandske smal Klitt, som i Synder og Nor stræcker sig en 3 à 4 miile i Længden1), og da endel af indbyggerne derpaa, helst de, som ligger længst borte, siælden kand komme til Kirke; Saa var det vel at ønske, at samme kunde enten faae en Liden Kirke, eller ogsaa et Bede-Huus, hvor de om Søndagen kunde forsamles, og med Bøn, Sang og Læsning af en opbyggelig Bog nyde underviisning og opmuntring i Deres Saligheds Sag; Vel har de efter Kongelig allernaadigst anordning faaet en Residerende CapelIan paa Holms Land, men, foruden at Præsterne kand faae nock at bestille paa samme øe, Saa er det dem dog icke mueligt, at komme der saa tit, som behøvedes, allerhelst overfarten, i sær om vinteren, icke allene er vanskelig, men endog ofte impassable.
1) Holmslands Klit: 5½ mil lang Mit notat: den 18 juli 1748 var en Torsdag

Slægten Sand fra Stavning sogn ‎(Bølling Herred)‎ - om Peder Andreas Sand, født 1804 og hustru deres forfædre og efterkommere.
Nordisk Slægtsforskning Aps, 8832 Skals, 1988

Slægten Sand fra Stavning sogn ‎(Bølling Herred)‎ - om Peder Andreas Sand, født 1804 og hustru deres forfædre og efterkommere.
Nordisk Slægtsforskning Aps, 8832 Skals, 1988

Den 8 Maji, som var Christi Himmelfarts Dag udj Nye Sogns Kirke paa Holmsland: Sagne Præsten Hr Peder Tafteberg forestillede smukt af Evangelio2): hvad der befordrer og forhindrer Menniskenes Salighed: Ungdommen svarede nogenledes; med Degnen Studios: Christopher Bylows Skolehold var Sogne Præsten saavelsom den Residerende Capellan Hr Peder Spandeth ikke gandske fornøjet: Farældrene berettedes og ikke at være villige nok i at sende deres Børn til Skoele: saa blev og klaget, at eendeel i Meenigheden vare forfaldne til Drukkenskab: I det Øvrige bleve samtlige formanede til alvorlighed i deres Saligheds Sag -
2) Mk. 16,14-20.

E: Simon Christensen Andrup, købmand, ejer af Bækmark ‎[i Flynder sogn]‎. B: Ellen Margrethe.
Samfrænder og FM:
1) moster ‎[Rebekka Kirstine Madsdatter Staby]‎ g.m. Peder ‎[Jensen]‎ Taftebjerg, præst i Ny- og Gammelsogn på Holmsland
2) moster ‎[Maren Madsdatter Staby]‎ g.m. Johan Frederik Vedel på Bækmark mølle.
Bevilling til uskiftet bo af 19.12.1755.
‎[Afdøde var datter af Mads Staby til Gudumkloster, skifte Lundenæs 9.11.1756 lbnr.288]‎.
Kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lemvig­.­htm­

Uddrag af Pastor Taftebergs Brev til Provst Borch i Vedersø
- - - en meget skikkelig mand af Gammelsogn, navnlig Morten Niel­ser, Fæster af Søgaards Gods, har ladet en Datter, Johanne Mortens­datter ‎(en meget gudfrygtig og ær­lig Pige)‎ trolove en Enkemand af Stauning Sogn, navnlig Niels Chri­stensen. Straks efter Trolovelsen tog Fæstemanden sin Fæstemø med sig, og alle Ting var meget godt. Nogen Tid efter faldt Høhøsten ind, da hun mest ene maatte være om at skaffe det hjemkørte Hø i Hus, mal­ke 8 Kyer, rede Senge og lave Mad til Husets Folk, hvorved hun ventelig har arbejdet mere end et ungt Menneske, der var kommet iblandt fremmede ‎(hvis Kræfter des­uden var svage)‎ vel kunne taale, hvorover hendes højre Arm enten blev sprængt eller fik et andet Til­fald, hvorved den for hende blev u­brugelig, saasom ingen Magt fand­tes i den. Herover blev Fæsteman­den bragt i Harnisk, da han saa denne sin Fæstemø ej kunne forrette noget, allerhelst han vel ikke saa meget for Personen som for Midlernes Skyld, han kunde faa hende, og Arbejdethan havde ventet af hende, vel noget ubetænk­som om­gikkes hende, hvorudover det arme Menneske faldt i en hæftig Svaghed, af hvilket hun dog kom op igen, om end hendes Arm var og blev som før ‎(al anvendt Møje uanset)‎ ubrugelig. Men ved det Fæstemanden ej lod se imod hende mindste Kærligheds Bevisning, for­svandt og den Kærlighed hos hende, hun havde til ham, saa hun indstændig bad sine Forældre løse hende af dette møjsommelige Aag, som de og gjorde og hentede hende hjem til sig, hvor de paa hendes Helbredelse har anvendt al mulig Flid og Vindskibelighed. - - -
‎(Skrivelsen er dateret Holmsland Præstegaard, den 1. Decbr. 1769)‎
Uddrag af Provst Borchs Brev til Biskoppen, hvoraf han sendte Kopi til Pastor Tafteberg
- - - Pigens Fader, Morten Nielsen har jeg haft for mig, som med Taa­rer i Øjnene har set sin Datters fo­restående Ulykke i Møde, naar hun skulle tvinges til at bo hos den Fæstemand, der ikke har undset sig ved, da hun ved paalagt usædvan­ligt haardt Arbejde havde mistet sit Helbred, at sige hende i Øjnene: Din Fader har bedraget mig som en Skælm, at han ikke har sagt mig, at du intet kunne bestille. Fæste­manden skal være af en haard Slægt og særdeles hengiven til Gærrighed, bemestret af hvilken han ikke har kunnet overtale sig til at anvende nogle af de Midler, som Pigens retsindige og bemidlede Fader har lovet til Medgift, at forskaane sin skikkeligt opdragne Fæstemø for strængt Arbejde. Pigen er kommen hjem til Forældrene og vil, da hun har lært at kende sin Trolovedes Gemyt, paa ingen Maade bo hos ham. Fæstemanden er ligegyldig. Forældrene, bevægede af de Lidenskaber, som i slige Tilfælde plejer at ytre sig hos retskafne Forældre, have fattet den Beslutning, ifald Datteren og Fæstemøen skulle tvinges til at holde Bryllup, at beholde hende stedse hos sig, for ikke at udstede hende til Maal for en saadan Ægtefælles Overilelse.
Fæstemanden Niels Christensen Sand af Stauning og Fæstemøen Johanne Mortensdatter af Holmsland indgav den 31. Januar 1770 en Memorial til Kongen om Ophævelsen af Trolovelsen. – Hendes Fader underskriver.
‎(Ovenstaaende er Uddrag af Sognepræsten i Stadil, G. Jørgensens Af­handling: ”En Trolovelseshistorie fra forrige Aarhundrede”, trykt i ”Samlinger til Jysk Historie og Topografi”, 3. Rk. 1. Bd., S 386-97)‎
Ovenstående er fundet i det lo­kal­historiske arkiv i Kloster og er, som det frem­går, et uddrag af en lidt større afhandling. Trolovelse eller jaord, som det også kaldtes, var en alvorlig ting. Det indførtes af Frederik II i 1582 og var et bindende ægteskabsløfte,
der gik forud for lysning fra prædikestolen og den kirkelige vi­else. Trolovelsen foregik aldrig i selve kirken, men hos præsten i overværelse af 5 vidner.
Trolovelse afskaffedes i 1799, men langt ned i 1800-tallet var det skik, når de trolovede havde bestilt lysning, da at afholde et gilde, som havde forskellige betegnelser som f. eks. jagilde, drikke jaord, lovningsøl eller fæsteøl.
Når man læser brevene, kan man næsten ikke undgå at komme til at tænke på arrangeret ægteskab, som man hører så meget om i vore dage i visse af vore indvandrerkredse.
Det er vel tvivlsomt, at den unge pige fra Gammelsogn har haft ret meget at skulle sige med hensyn til trolovelsen. Mon hun har haft lyst til at flytte til en sandsyn­ligvis no­get ældre enkemand i Stauning? Det fremgår jo, at hun ikke var særlig robust, men hun var gudfrygtig og ærlig og har vel fulgt sin faders vilje som en lydig datter.
Hvad fæstemanden havde været ude efter, fremgår ganske tydeligt af brevene: Han havde brug for en gratis hjælper ved landbruget og i huset og samtidig få en god medgift, som hendes fader, sik­kert i god tro, havde regnet med skulle være brugt til at aflaste pigen i arbejdet.
Det skete ikke, og da pigen blev syg af det meget arbejde, støttede hendes fader hende i, at trolovelsen skulle ophæves.
Men det var tilsyneladende ikke så let en sag. I hvert fald har både sognepræst, provst, der begge talte godt for pigens sag, og biskop været indblandet, og i princippet har kongen, der jo på det tidspunkt var enevældig, sikkert skulle give sin til­ladelse til ophævelsen af trolovelsen.

Den Casus har her i Menigheden tildraget sig, at en meget skikkelig Mand af Gammel Sogn, navnlig Morten Nielsen, Fæster af Søegaards Gods, har ladet sin Datter Johanne Mortens datter ‎(en meget gudfrygtig og ærlig Pige)‎ trolove til en Enkemand af Stauning Sogn, navnlig Niels Christensen. Straks efter Trolovelsen tog Fæstemanden sin trolovede Fæstemø hjem med sig, og alle Ting var meget godt. Nogen Tid derefter faldt Høhøsten ind, da hun mest ene maatte være om at skaffe det hjemkørte Hø i Hus, malke 8 Kør, rede Senge og lave Mad til Husets Folk, hvorved hun ventelig har arbejdet mere, end et ungt Menneske, der var kommen iblandt fremmede, ‎(hvis Kræfter desuden vare svage)‎, vel kunde taale, hvorover hendes højre Arm enten blev sprængt eller fik et andet Tilfald, hvorved den for hende blev ubrugelig, saasom ingen Magt fandtes i den. Herover blev Fæstemanden bragt i Harnisk, da han saa denne sin Fæstemø ej at kunne forrette noget, allerhelst han vel ikke saa meget for Personens, som Midlernes Skyld, han kunde faa med hende, og Arbejdet, han havde ventet af hende, vel noget ubetænksom omgikkes hende, hvorudover det arme fremmede Menneske faldt· i en hæftig Svaghed, af hvilken hun dog kom op igen, endskønt hendes Arm var og blev som før ‎(al anvendt Møje uanset)‎ ubrugelig. Men ved det Fæstemanden ej lod se imod hende mindste Kærligheds Bevisning, forsvandt og den Kærlighed hos hende, hun havde til ham, saa hun indstændig bad sine Forældre at løse hende af dette møjsommelige Aag, som de og gjorde og hentede hende hjem til sig, hvor de paa hendes Helbredelse have anvendt al mulig Flid og Vindskibelighed. Efter nogen Tids

389
Forløb har jeg haft de trolovede for mig i Overværelse af mine Medhjælpere og nogle andre af deres Venner, Forældre og Paarørende, da der af dem samtlig blev begært, jeg vilde forestille Stiftet s høje Øvrighed denne Tildragelse, om de maatte blive adskilte, siden der ej paa nogen af Siderne var nogen ret Kærlighed, ejheller kunde ventes, hvilket af begge de trolovede blev offentlig og vidnefast tilstaaet. Da nu Pigen, som er her af Sognet, er i Synderlighed baade et gudfrygtigt og meget artigt ungt Menneske, og det ser ej andet ud til ‎(om de endelig skal nødes sammen)‎, end der jo vil blive et bedrøvet Ægteskab, tager jeg mig den Frihed herved ikke alene at indberette denne Tildragelse for Velædle og Højlærde Hr. Provsten, som min nærmeste Øvrighed, men endog ærbødigst beder samme hos Stiftets høje Øvrighed til det bedste at rekommendere, paa det at dette, som ser saa bedrøveligt ud for den unge Pige ‎(der ej i ringeste Maade har nydt nogen Kærligheds Bevisning af denne mageløse Fæstemand)‎ og hendes meget skikkelige Forældre, kunde faa saadant et Udfald, som kunde geraade til Guds Ære baade nu og i Fremtiden. Til disse mine Tanker haaber jeg ærbødigst det maatte behage Hr. Provsten at føje sine egne Sentiments og samme Stiftets høje Øvrighed at insinuere, hvornæst jeg med megen Hengivenhed stedse forbliver etc.
Holms Præstegaard d. 1. Dec. 1769.
Peder Tafteberg.

»Herunder giemmes det dødelige af velærværdige og højlærde hr. Peder Tafteberg, som i aaret 1715 blev sat paa livets skueplads i Løgstøer, og efter at have opofret sin ungdom til evangeliets tieneste af forsynet anbetroet det hellige læreembede først som capellan for Gudom og Faberg sogne aar 1744, og 2de aar derefter som sognepræst for menighederne paa denne Øe, hvor hans støv giemmes siden 1774, efter at han som præst for Nye og Gammelsogne i 28 aar og provst over Hind herred i 1 aar havde viist og vandret Guds vej til salighed.«
Paa stenens anden halvdel stod:
»Ved hans side hviler det forkrænkelige af velædle Rebekka Kjerstine Stabye, som aaret 1719 saae Verdens lys i Landting i Hanning sogn og aar 1745 blev en kiærlig ægtefælle for hr. Peder Tafteberg, i hvilket ægteskab Himlen vehignede hende med 5 børn, 3 sønner og 2 døttre, men efter 29 aars forløb satte hende i den bedrøvelige enkestand, hvorudi hendes begjærlighed efter at fare herfra og være ved Christo blev opfyldt aar 1790, da hun. naaede sit livsmaal og indgik til Guds folks hvile.«